Det Store Fald var en fremtidsroman på 52 breve, som jeg udgav ugentligt per email fra marts 2008 og et år frem. Nedenfor kan du læse et eksempel på et brev. Se også casparhaarloev.dk
mandag den 16. november 2009
søndag den 15. november 2009
Niogtyvende brev: Træerne over Gammel Kongevej
Kæreste ven,
Den behårede mand greb fat i grenene og svang sig som en langsom, klodset abe mod mig. Da han kom tættere på tog han en tynd kvist, der var slebet spids, ud af munden og holdt den truende mod mig.
”Du er hvem?” spurgte han mig.
”Bare rolig”, sagde jeg. ”Vi er kommet for redde jer!”
”Vi allerede rede, mange tak du have!” svarede han og pegede med hovedet mod familiens rede i trækronen.
”Nej, nej, redde jer. I skal ikke være bange længere. Der kommer bedre tider. I skal bo i husene igen! I skal ikke bo i træer længere!”
”Gode hjem Træer. Jeg gammel mand. Jeg bo i Træer hele mit liv. Som min far før mig.”
”Okay. Andre mennesker foretrækker nok at bo i huse?”
”Alle menneske bo i Træer. Huse for rotter. Jeg ikke rotte.”
Jeg gav ham ret i han ikke var en rotte og sagde, at jeg selv var vant til at bo i huse uden rotter og undskyldte, hvis jeg havde forstyrret eller fornærmet ham. Han vrissede og greb ud efter mig, og jeg skyndte mig videre, sagde så høfligt som muligt farvel og var glædeligt overrasket over at opdage, at tossen, der sagde han havde boet i Træerne hele sit liv, var så dårlig til at færdes i dem, at jeg let kunne slippe fra ham.
Jeg gled et par meter ned med henblik på at nå ned på gaden. Men pludselig så jeg endnu en familie i en rede, der meget lignede den første. Og ikke langt fra den var der en familie til. Jeg bevægede fra gren til gren og overalt hvor jeg kunne se, stak der hoveder frem og behårede kroppe. Jeg kravlede tilbage til den første mand og standsede ham lige inden han satte sig til rette i sin rede.
”Undskyld jeg forstyrrer dig igen, det er jeg ked af. Jeg kommer langvejs fra. Må jeg spørge dig om noget?”
Han kiggede vantro på mig uden at svare.
”Du sagde du var gammel? Hvor gammel er du?”
”Jeg meget gammel. Jeg over 30 dage gammel. Har mange børn og børnebørn.”
Han satte sig langsomt ned. Og mens jeg kiggede på ham, krummede han ryggen og rynker begyndte at forme sig rundt om hans øjne.
”Nu jeg meget træt” sagde han, tog sig til panden og fjernede forsigtig en stor tot hår.
Bag ham rejste et spædbarn sig op, støttede sin far og lagde blidt en pude af sammenfiltrede blade under hans hoved. Manden sov. Drengen vendte sig mod mig. Rejste sig op og var over en meter høj. Han var nøgen, og mens jeg så på ham strakte han sig og blev til en fuldvoksen mand. Voksne muskler trådte frem under de lange hår, hans penis voksede og testiklerne faldt ned. Han rakte hånden frem og med dyb stemme sagde han:
”Hvor kommer du fra, fremmede?”
”Jeg kommer fra Göteborg i Sverige, men jeg er født her i byen”
”Og hvorfor vil du redde os?”
”Jeg havde hørt, at en mand ved navn Benjamin var ved overtage magten i byen. Jeg havde et håb om at bringe civilisation tilbage til København.”
”Benjamin? København?”
Kvinden, der før havde givet bryst til det spædbarn, der nu var en mand, og som selv havde fået indfaldne kinder og gråt hår mens jeg havde talt med hendes søn, rejste sig og henvendte sig til os.
”Min søn for ung. Kun to dage gammel. Du taler de gamle legenders tid. Din morfar” (nu talte hun til sønnen) ”talte tit om København og om Benjamin og om Hanne. Det de gamle dages tid. Ingen af os født dengang”
”Talte morfar om Hanne?” spurgte jeg. ”Hvad sagde han?”
”Han talte om huse større end Træer. Om lys der nåede gaderne. Morfar talte om mennesker, der levede i mange år uden at finde visdom.”
Den gamle dame så alvorligt på mig.
”Det lyder som noget jeg kender”, sagde jeg. ”Har I fundet visdommen? Ligger den her et sted?”
Hun så undrende på mig.
”Det var for sjov” sagde jeg. ”Jeg ved godt visdom ikke bare er noget man lige finder”
”Den er her”, sagde hun og rakte mig en tom hånd.
Jeg tog hendes hånd og følte ingenting.
”Tak” sagde jeg.
Hun rakte hånden videre til sønnen. Men til en ganske anden effekt. Han lukkede øjnene, rystede over hele kroppen og da han slap hendes hånd havde han en kraftig erektion. Han forsvandt mellem Træerne uden at se sig tilbage. Jeg fulgte efter ham og nåede at se ham gribe et pigebarn fra en nærliggende rede og hastigt trække hende op til toppen af Træerne mens han ivrigt penetrerede hende.
Da jeg vendte mig om, var den gamle dame død. Jeg ved ikke om det var visdommen hun havde givet mig eller bare almindelig rædsel, men det eneste jeg tænkte på var, at jeg måtte finde Anika.
De kærligste hilsener,
hr Philip
Abonner på:
Opslag (Atom)